Museets historieÅrene 1997-1998 var travle år for de frivillige omkring dette museum.
Forhistorien er, at foreningen gennem 25 år har samlet landbrugshistoriske ting sammen på Kasper Pedersens gård, Brokhøjvej 26. Han tog sig af tingene, restaurerede og ordnede og fortalte for besøgende. Desværre døde Kasper i 1996 og gården blev solgt. Foreningen lejede nu bygningerne af den nye ejer, men dette kunne ikke fortsætte. En gruppe gik i gang med at finde et nyt ståsted.
Mange muligheder blev drøftet, og eet var man enige om. Gården Stjernholm ved Nim ville være en drøm af en museumsgård, men den var jo ikke til salg. Der var flere tilbud og det var en turbulent periode. Men pludselig var gården Stjernholm til salg. Ejeren var interesseret i at sælge til et museum og på meget favorable vilkår.
Samlingen havde sovet tornerosesøvn nogle år, mens Kasper Pedersen var syg. Nu blev den støvet af og sat i system. Et “Åbent-hus-arrangement” i efteråret 1996 viste lokalområdet, at her var virkelig noget at bevare. Et økonomiudvalg under Hjemstavnsforeningen arbejdede med sagen gennem hele 1997. Det endte ud med, at Brædstrup kommune bevilgede købesummen og gården blev købt pr. 1-1-1998. – og tak for det!
Gårdmuseet Stjernholm har ingen folk på lønningslisten. Et udvalg under Brædstrupegnens Hjemstavnsforening står for ledelsen. En stor flok frivillige pensionister mødes hver onsdag eftermiddag næsten hele året rundt, og sammen får de arbejdet gjort. Husene skal holdes, parkeringsplads og have ligeledes. Samlingerne skal passes og registreres. Der skal laves udstillinger og forandringer overalt. Der er personer, der tager sig af café, museumsbutik, tekstiler, bygningsforbedring og restaurering af samlingerne.
På den måde er Stjernholm blevet hele egnens museum.
Gården Stjernholms historie
Gård nr. 6 i Nim, matr. 11 A, lå oprindelig tæt på den vestlige side af Nim Kirke. Gården var i 1721 ejet af Skanderborg rytterdistrikt.
Nim blev tidligt solgt fra ryttergodset og blev overtaget af de foretagsomme Horsensborgere Henrik Lichtenberg og Hans Christensen.
Siden overgik gården, der lå tæt ved kirken, til Geheimeråd Stephan Cordsen, søn af Claus Cordsen. Han har nok haft muligheder for at skaffe nedbrudte bygninger fra Stjernholm, så han kunne forny sin gård i Nim. Det var helt almindeligt, at bindingsværkshuse blev genbrugt.
Julius Hansen får skøde på gården den 11-6-1801 efter Stephan Cordsens enke. Omkring denne handel blev gården udflyttet fra sin plads ved kirken, og kaldet “Stjernholm”.
De to bindingsværkslænger blev også flyttet hertil på dette tidspunkt.
Stephan Cordsen Juliussen overtog gården i 1834. Hans anden kone var en præstedatter fra Hvejsel. Hendes farbror Hans Henrik Stoustrup overtog gården i 1850.
Stephans bror Rasmus Juliussen overtog gården i 1851. Der var en masse børn, men ingen af dem får gården.
Knud Jensen fra gården Skanhede i Lundum kommer og køber gården i 1906. Hans kone døde 1930 og nogle år efter overtog 3 børn gården . De var alle ugifte. To af hans sønner og en datter blev de sidste der drev gården.
Forskellige data:
Kostalden er bygget 1912.
Der var mødding midt i gården i 1940.
Et stort stendige lige syd for gården blev hugget til skærver i 1930 af folk der manglede arbejde.
Silkeborg Landevej blev flyttet i 1969, da solgte gården jord for en god sum penge.
Hvorfor hedder den “Stjernholm”?
Forhistorien til dette navn: (Citat fra Trap) Sct. Hans klosters bygninger i Horsens blev 1575 tilskødet Holger Otto Rosenkrantz, der omdannede dem til en Adelsgård Stjernholm, opkaldt efter hustruen Karen Gyldenstjerne,- som enken beholdt til sin død 1613.
Sønnen Otte Christoffer Rosenkrantz til Boller solgte gården 1616 til Chr. IV, der lagde Bygholm Len under Stjernholm og flyttede Lensmandens residens hertil fra det omtrentlig på dette tidspunkt ødelagte Bygholm, som nu blev ladegård til “Stjernholm Slot”.
Den sidste Lensmand på Stjernholm Slot var Henning Pogwish. Fr. III solgte 1661 Stjernholm med Bygholm til Peder v. Ufelen fra Hamburg, men et af de nye amter beholdt navnet Stjernholm Amt.
Ufelen solgte 1670 Stjernholm med Bygholm til familien Bulow, og kort efter lod landsråd Joachim Werner Bulow det da forfaldne slot nedrive og materialerne benytte til genopførelse af Bygholm, der atter oprettedes til Hovedgård.
Grunden med tilliggender kom nu på andre hænder, 1829-35 ejedes den af Statskassen, som solgte den til Kammerjunker v. Thienen, der opførte en ny gård Stjernholm, omtrent på den gamles plads. Den blev 1879 købt af kommunen og hele grunden udlagt til byggepladser, efter at grunden, der før hørte til Hatting sogn, kort forinden var lagt under Horsens by.
Nu minder kun “Stjernholmkvarteret” om tidligere tiders glans.
Det gamle slot har efter Resens tegninger 1677 været ret anseligt, men på “Danske Atlas” tid var der ikke mindste spor tilbage af det, ikke engang grundstenene, der var bortført til at udbedre andre bygninger og gærder. På “Slotstoften” stod da kun et bondehus, som kaldtes “Slottet”, og manden der boede der kaldtes “Slotsmanden”.
Efter en synsforretning 1645 bestod slottet da af en borggård, der omsluttedes af 4 fløje, alle i to stokværk med karnapper både til gården og til udsiden, og en ved en port med Borggården forbunden Staldgård, nord for Borggården, også omsluttet af bygninger .
Ifølge Svend Nørregård Hansens artikkel i Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift 1990: “Rasmus Toxen i Nim” ejedes gård nr. 6 i Nim 1778 af etatsråd og geheimeråd Cordsen i Horsens.
Jens Balle Jepsen, som har leveret fæsternes historie på gården, udtaler, at en almindelig fæster ikke kunne have fået fat i en gammel ladebygning fra Horsens, for at flytte den til Nim, men at denne Cordsen havde muligheder for dette.
Denne gamle gård har på det seneste summet af liv. Bygningerne var oplagsplads for tømmer, men så stærkt som dette blev fjernet, flyttede en flok frivillige samlingerne ind på gården i løbet af efteråret 1997. Det var en komplex sag med de mange tunge landbrugsmaskiner og nul penge.
l foråret 1998 arbejdede mange hold frivillige med at kalke og stille samlingerne på plads og få tingene registreret.
Gården har ligget på stedet gennem næsten 200 år. Nu får den et nyt liv som museum.
 
|
